Tyrkiet tur-retur

Den første april er forbi, og Dina, Birgitte og jeg er godt tilbage i Jerusalem. Far blev glad for at høre, vi er godt tilbage, og nu er det vist tid til offentligt at fortælle, hvordan sagerne hænger sammen den anden april. (ift. indlægget fra igår.)
Grunden til vores tur til Tyrkiet var faktisk, at vi var nødt til at komme ud af landet for at få nyt visum til de to andre piger. At de tjekker meget grundigt i lufthavnen er bestemt ikke forkert, og at vi blev kategoriseret til kategori fem og fik personligt følge til flyet, er der heller ikke noget galt i, meeen, hvis det lykkedes os at få dig til at vente et opkald fra israelsk politi, ja så var det ikke den første april for ingenting (-:

Og så til turen (-:

Rejsemål: Altanya, Tyrkiet:Første morgen på hotellet: vi må lige se på billedet, om vi ser ordentlige ud...

Vores hovedbeskæftigelse i Antalya var at tage stillig til om vi skulle sige ja tak til et glas te nu, eller vælge den næste cafe. Her på en lille gade i den stille gamle by i Antalya, hvor stemningen og tonen er dramatisk anderledes end i Jerusalem. Her ånder fred og ro, totalt afslappethed - og så lige en kæmpe dosis flirten fra hankønsvæsenernes side....

Her er en af de mange cafe-gæster-kaprere/flirtere, der var foran hver cafe. "Robbin Willians" kaldte han sig selv, og mente vi kendte ham...




Mmm, vi fik vores tur, vi fik vores æblete, og så fik vi såmænd endnu en tur for vores blå øjnes skyld.
...og det var jo lige til at nyde...

Se bare, så smukt!Dina og Birgitte med vores hotel i baggrunden. - Det store runde.

Man skal simpelthen passe godt på, når man sådan er ude i verden. Især når man rejser sammen med farlige mennesker!

Heldigvis overlevede jeg kampen og kunne følge med, da mine nu helt fredelige rejsefæller skulle prøve at ryge på deres livs største vandpibe. Det er nu hyggeligt at være med, selvom jeg endnu ikke er en del af vandpibe-ryger-familien.

Så blev det den første april, og til vores lille stunt skulle vi jo bruge internet, så nu har vi faktisk et krav til cafe'en: trådløst internet. Det viste sig at være ganske let at finde; en lokal spurgte, om han kunne hjælpe, og så sagde vi jo bare; "ja tak, det kan du faktisk godt. Vi leder efter et sted med trådløst internet". Så viste han os lige til sin vens cafe, hvor vi de næste par timer kunne nyde solen, lidt mad og internettet, hvorefter vi jo var inviteret på te hos ham. - Livet gik ganske let... (-:

For en god ordens skyld, har jeg lyst til at fortælle, at et glas te koster ca. 3-5 kr, - og for det meste fik vi det egentlig bare fordi, - tja egentlig bare "for fri". - Så selvom jeg har brugt så meget tid på cafe'er, som jeg ikke troede, jeg i mit liv samlet skulle komme til, er det virkelig ikke mange penge, der er brugt der.... - Utroligt...

Så blev det torsdag morgen og tid til at komme hjem. Her er vi lige kommet ud af sengen, ned ad trappen og hvad ser vi: en stor, hvid, varevogns-agtig bil, der inden i er indrettet mere som en limusine: bløde, læderbetrukne sæder, minibar og privatchauffør. - Hvad har vi gjort, tænker jeg bare? Vi valgte den billigste tur vi kunne finde, og har følt os som VIP'er fra begyndelsen til enden.

Ja, det har været en dejlig tur!

Men skal hele sandheden frem, er jeg nu meget glad for at være tilbage i J´lem, for helt ærlig, så er jeg bare ikke særlig god til det der med at tulle rundt flere dage i træk. Jeg er simpelthen skabt med for meget krudt til det! Så nu vil jeg finde min seng, og blive klar til flere påskeforberedelser i morgen, og først og fremmest modtagelsen af Eva i nat!