I dag skulle jeg igen en tur til Ma'ale Adunim, der er en af de største jødiske bosættelser på Vestbredden, og da det aldrig helt er til at vide, om der mon går en bus, og i så fald hvornår, er det jo bedst at komme afsted i god tid.
Det, der bringer mig til Ma'ale Adunim, er, at jeg er begyndt at gå til sang, og der har jeg fundet en lære, jeg er rigtig glad for.
Her kan I se, hvor flot der er i Ma'ale Adunim. Læg mærke til skulpturen på billedet oven over, de mange smukke blomster, der er overalt i rundkørsler og vejkanter, og de rene og flotte veje og bygninger.
Efter sangtimen gik turen tilbage til J'lem, hvor jeg fandt en araberbus, der kunne tage mig til Ramallah. Ramallah er den største by på Vestbredden (mener jeg). Her havde Olsen, hans gæst og jeg et par aftaler i løbet af eftermiddagen.
Det første jeg så var dog vejkanterne:
Her over ses lidt af muren. Se hvor høj og grå og grim den er. Se alt det piktråd der er over den.
Og her er så lidt af en vejkant i Ramallah: noget mere støvet, ingen smukke blomster og ingen kunstfærdige rundkørsler. - Kontrasterne skriger i øjnene!Ikke desto mindre er det en meget stemningsfuld by, - et stort mylder af mennesker, biler, butikker, udklædte te-sælgere, gadehandlere, dytten og botten og smilende og glad mennesker. - Ganske hyggeligt midt i alt det kaotiske kaos.
Vi mødtes med en dansker, der viste os lidt rundt i byen og fortalte en masse.
Vi besøgte bl. a. en luthersk skole, hvor et par elever viste os en udstilling om vandsituationen på Vestbredden. Det var bestemt meget flot, og eleverne var dygtige til at fortælle, men det var også meget sort-hvidt: Hvem har vandet, hvem har magten, hvem bestemmer og hvem bliver ofret? Israel eller Vestbredden?
- Jeg var i hvert fald ikke i tvivl om, hvad eleverne havde lært. Det jeg kunne blive i tvivl om var, om det mon kan føre til forståelse af den anden part, hvilket jeg (naiv som jeg muligvis er) tror er en forudsætning for forsoning?
Videre gik turen forbi Arafats grav. Et imponerende syn!
Herefter blev det tid til næste besøg, som var hos en kristen palæstinensisk familie.
Her er endnu et par rystede bilbilleder fra turen:
For nu ikke at sætte Vestbredden i et helt forkert lys, må I lige se dette smukke naturbillede. Turen ud til familien varede omkring en halv time, og jeg kan sige jer, det var smukt! Landskabet var bare lige til at nyde!
For nu ikke at sætte Vestbredden i et helt forkert lys, må I lige se dette smukke naturbillede. Turen ud til familien varede omkring en halv time, og jeg kan sige jer, det var smukt! Landskabet var bare lige til at nyde!
Wups, der dukkede lige en lille bosættelse frem midt i det hele. Dem så vi et par stykker af på vejen.
Hos familien blev vi mødt af en beundringsværdi hjertelighed og gæstfrihed.
Maden var selvfølgelig klar, da vi kom (selvom vi faktisk havde bestilt et besøg uden mad...), forældre og onkel stod klar til at møde os, vi fik rundvisning i haven, smagte grønne mandler, fik knus og tak mens invitationerne til næste besøg stod i kø og så fik vi nogle rigtig gode snakke.
Alt i alt har det bare været en fantastisk spændende og dejlig dag. En dag præget af store kontraster på små afstande og af store og varme hjerter trods små forhold.
Det har været en dag, hvor jeg endnu engang har kunnet sande, hvor godt vi har det! Og en dag, hvor jeg endnu engang har oplevet, hvor meget vi kan lære af den gæstfrihed, det livsmod, det håb og den tro, vore kristne brødre og søstre her har. Så har det været en dag, hvor jeg igen har fået nye bedeemner. Hvis I vil være med, er bøn om styrke og håb til kristne palæstinensere vigtigt! En af dem vi mødte i dag har netop afsluttet universitetet med fine resultater, men det er svært at finde arbejde. En anden er syg, hvilket kræver medicin, og det er dyrt når man ikke rigtig har nogen indkomst. Bed for arbejde, for håb og for kræfter til denne familie, til at klare et liv, der er barskt på så mange planer.
