Kultursammenstød

Gæsteskribent Maria Hummelmos Rask fra Kolding skriver:

Det først mine venner sagde da de hørte, jeg skulle til Israel var, ”Åh nej så kommer du hjem med tørklæde på hovedet eller risikerer at blive dræbt dernede”.

Hvad er det for nogle vrangforestillinger vi mennesker har om andre lande, bare fordi det ikke var til Frankrig min ferie gik hen denne gang? Vi er fyldt med fordomme om både lande, nye ting men også mindre små generelle ting. Er vi i virkeligheden bare bange for nye ting? Hvad er det der skrammer os? Frygten for det uvisse? For alle ved da at jeg ikke ville komme hjem med tørklæde bundet om hovedet efter en uges ophold i Israel.

Lige inden for Damaskusgate, på en dag, hvor der er utrolig god plads...

Jeg har nu været nede og besøge Maria i en uge, og fået dannet mig et indtryk af landet, kulturen og opgivelserne. Alt sammen tager tid at fordøje, der er så mange nye indtryk der lige skal vendes. Det er brændpunkt for tre forskellige religioner. Hver religion har deres helligedage og deres "tidsplan". I går sad jeg f.eks. og ventede på bussen, havde fået af vide at den ville komme indenfor 20 min, men sad og ventede i 60 min i stedet for. Her er der ingen tidsplan for busserne, de kører lidt, når de har lyst til at kører. Så er det bare at indrette sig derefter.

Kvinden her flyttede lige hånden til hovedet, da jeg fandt kameraet - ellers ret fascinerende!

Men små simple ting, som at rejse sig for ældre mennesker og ikke sætte sig ved siden af en jødisk mand, er bare noget man bestemt ikke gør som kvinde.

Selvom jeg kun har været her i en uge nu, har jeg nået at opleve rigtig meget. Det har givet mig en del at tænke over både filosofiske spørgsmål, tanker om fremtiden men også respekt/opdragelse. I den forstand at visse ting bare er en selvfølgelig for børn/unge i forhold til at ændre mennesker.

Et smukt syn over lidt af den gamle by.

Men banale spørgsmål som, hvordan kan det være at vi kalder os kristne, og prøver at lærer andre at løse problemer i dialog, men selv kan vi ikke løse et så simpelt problem som at fjerne en stige fra en kirke. Ingen vil tage skylden for at fjerne den. Hvor langt ude er det ikke lige?

Hvordan skal vi lærer andre at tilgive hinanden eller at kommunikere i dialog for at løse problemer, når vi ikke selv kan?

Soldater er der masser af i denne by. - Er det mon vejen til fred?

Men alt i alt, har jeg virkelig haft en fantastisk efterårsferie hernede i selskab med både Silje, Christian, Trine, Olsen og selvfølgelig Maria. Foruden Rasmus og Peter som pludselig dukkede op ud af det blå (:

Hilsen Maria Rask