Mit liv i Jerusalem bringer udfordringer på mange planer.På det seneste er det min tåmodighed, der har måttet bestå sin prøve!
Egentlig synes jeg, jeg er et meget tålmodigt menneske ( i det mindtes når det er nødvendigt), men efter en halv time i bus, for at komme 500 meter, aftaler, der gang på gang bliver aflyst, fordi den anden "ikke lige kunne nå det" (som er ganske normalt i dette land...), mandlige ekspedienter, der er ubeskriveligt langesomme til at give penge tilbage, fordi de lige skal kigge (læs glo...) og forklare vejen til steder, jeg godt ved hvor er, og egentlig slet ikke skal bruge. Efter ture på byens posthus, hvor der altid er mellem 20 og 40 i køen foran mig, og hvor ekspedienterne bestem ikke er stressede, efter et utal af kysmunde og skulderskub fra små 
unger og fløjt, råb og blikke fra de lidt ældre, og efter at kassedamen lige skal drikke sin kaffe og spise sin kage inden hun kan køre anden halvdel af mine vare igennem kasse, så er jeg nogen gang nødt til at tælle til ti to gange, inden jeg reagerer, for ligesom at undgå alt for uheldige situationer.....
unger og fløjt, råb og blikke fra de lidt ældre, og efter at kassedamen lige skal drikke sin kaffe og spise sin kage inden hun kan køre anden halvdel af mine vare igennem kasse, så er jeg nogen gang nødt til at tælle til ti to gange, inden jeg reagerer, for ligesom at undgå alt for uheldige situationer..... 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar